Sitemap

Om Philip

Philip februar 2009

Facts:

Navn:
Piet Philip Nunnegaard

Født:
Odense, Oktober 1967

Bor:
Vanløse, København

Arbejde:
Postarbejder, KHC
(siden 1997)

Om Hitsurf.dk

Jeg er hitlistenørden bag Hitsurf.dk. Jeg har programmeret siden og skrevet alle html-koder fra bunden.
Ikke noget med at snyde ved at bruge FrontPage, Dreamweaver eller noget!

Jeg er født og opvokset i Odense. Det meste af min barndom boede jeg i Vollsmose.
Jeg flyttede til Aalborg i sommeren 1984.
Flyttede videre til Skjetten, som er en forstad til Oslo i Norge (Ligger i samme kommune som Lillestrøm) i foråret 1986.
Flyttede tilbage til Odense i sommeren 1991.
...og videre til København i sommeren 1996.

1977 - Min første kassettebåndoptager
Lige siden jeg fik min første kassettebåndoptager i sommeren 1977, har jeg været helt tosset med musik.
Det var dengang det (i hvert fald for os børn) stod mellem, om man var til Gasolin eller Shu-Bi-Dua. Gasserne blev dog opløst i 1978, og shubberne blev mere udvandet op gennem 80'erne.
Det var midt under diskoæraen, mens glamrocken til gengæld havde ebbet ud på det tidspunkt.

Det var dét år, hvor Danmarks Radio forbød hitlister, fordi de mente, at musikbranchen misbrugte listerne til kunstig hype.

Det var dengang, det var hot, når Christian Flagstad var vært på Hej P3 og Fanfare.

Teenage-årene
I oktober 1980 blev jeg så teenager, og året efter fik jeg mit første stereoanlæg bestående af en radio, kassettebåndoptager og pladespiller.
Mens alle andre var i byen i weekenderne, sad jeg på mit værelse og optog fra radioen. Der var ikke noget musikambulatorium i mit nærmiljø. Kun et alkoholambulatorium!

Søndag aften var ugens højdepunkt. For mens andre dyrkede Christian Flagstad på P3, var man lige dét mere fremme i skoene, når man havde optaget de nyeste hits fra "Internationale Hitparade" på tysk radio.
Min musiksmag har siden været præget af, at jeg boede i den sydlige ende af Danmark, hvor man kunne tage tysk radio.

I august 1983 satte jeg den første hitliste efter det nuværende koncept op.
Det var året hvor italo-discoen for alvor slog igennem på de danske hitlister.
Det var året hvor New Order udgav deres legendariske maxisingle, "Blue Monday".
Det var året hvor den tyskernes "Internationale Hitparade" blev udvidet fra 1 til 2 timer, og deres lytterliste blev udvidet fra top-5 til top-20.
Det var året hvor Mike Oldfield fik sig et megahit med "Moonlight Shadow".
Jeg var knap 16 på dette tidspunkt og begyndte i 10. klasse i august 1983.

I sommeren 1984 flyttede vi til Aalborg, og jeg mistede min elskede hitparade fra tysk radio.
I stedet fik jeg svensk radio ind, og Tracks (svenskernes lytterhitliste), der havde premiere få uger efter, blev en fast del af min uge.
Brudstykker af det første program fra 8. sept. 1984 kan høres her

Det var dengang lokalradioerne kom og satte nye standarder for, hvad man kunne tillade sig i æteren.
Det var dengang hiphoppen var et amerikansk gadefænomen med budskabet: I stedet for at slås korporligt skulle man konkurrere om, hvem der dansede bedst.
Altså før gangster-rappens tid!
Det danske hiphop-miljø havde nogle trofaste tilhængere i Aalborg med bl.a. Carsten Schack (DJ Sopulshock) og Henrik Milling (som nu er på P3).
Sidstnævnte gik jeg i klasse med i gymnasiet.

I 1988 blev jeg student i Norge. Dér foregik det sådan, at alle tog studenterhuen på den 17. maj (Norges nationaldag) og festede igennem for så først derefter at genneføre de sidste eksaminer.
Jeg blev student til tonerne fra a-ha! - Stay On These Roads, Billy Ocean - Get Outta My Dreams..., som var blandt de store hits i Norge i foråret 1988.
min egen hitliste var det navne som OK, Radiorama, Peter Schilling og S-Express der hittede.

Det var i slutningen af italo-disco-æraen og begyndelsen af house-bølgen, som lynhurtigt fik tyske- og italienske afarter, der igen udviklede sig til eurodance i 90'erne.
House var endnu helt uhørt på diskotekerne i sommeren 1988.
Blot 2 år senere, da min lillebror blev student, fortalte han slukøret om al den forfærdelige acid house, som de spillede til studenterfesterne. Jeg var misundelig, for jeg var vild med de nye toner.

Op gennem 80'erne blev mit hitlistenørderi stadig mere struktureret.

1990'erne - tilbage til Danmark
I 1991 flyttede jeg tilbage til Danmark. I mellemtiden havde DR udviklet sig i en mere ungdommelig retning med programmer som Det D.U.R. og senere X3 og Tjeklisten.
Nu var house-bølgen slået over i Rave, Happy Hardcore - og så den mere radiovenlige eurodance.
De tyske kanaler, NDR1, NDR2 og NDR3 var nu suppleret med RSH (Radio Schleswig-Holstein) på vores fællesantenne, og netop RSH spillede massevis af dance fredag aften.

Dengang og nu
I dag passer jeg mit fuldtidsjob hos PostDanmark og vedligeholder et par hjemmesider i min fritid.

Forskellene i musiksmag har ikke ændret sig det store siden 80'erne, hvor vi blev opdraget med dette:
- Enten havde man en høj IQ og var til rock eller funk/soul - helst fra USA!
- Eller også havde man en lav IQ og var til euro- og italodisco!

Så jeg valgte at have en lav IQ og fortsatte med min tysk-orienterede musiksmag.

Dette har desværre ikke ændret sig siden. Også i dag (og selv i 90'erne, hvor eurodance ellers klarede sig fint på hitlisterne) er det sådan, at det ikke er god tone at rose europæisk dance offentligt.
Men derimod et lige så poppet navn fra den amerikanske R&B/Urban-scene er det helt OK at rose offentligt - også i radio og tv.

Hele denne nedladenhed overfor europæisk dance har nok også gjort sit til de store aversioner, jeg har mod Urban-genrerne i dag, og at jeg har set på det som en kulturkrig mellem Europa og USA.

Philip Nunnegaard, Torsdag d. 9. august 2007

Hitsurf.dk - logo

Søg efter sange: