Dansorama
Dansorama afspejler hvilke numre indenfor elektronisk musik, herunder synthpop, eurodisko, house og dance, der hittede i Europa under danceæraens storhedstid i 1990'erne.
Alene på hitlistens størrelse kan det tydeligt ses hvornår den musikalske revolution kom; hvornår 1990'erne faktisk begyndte musikalsk set.
Det skete omkring månedsskiftet juli/august 1989. Her kommer startskuddet med italienske Black Box' megahit,"Ride on Time", og indenfor de næste par måneder kommer navne som Starlight, Technotronic og Lil Louis til.
Fra sommeren 1989 til januar 1990 er der grundlag for at udvide listen fra 15 til 30 melodier, hvilket siger en del om hvor meget der skete i sensommeren og efteråret 1989.
Listerne indeholder også nogle spændende numre, som jeg ikke kendte i forvejen, og hvor jeg bare kan ærgre mig over at jeg ikke kendte dem dengang og dermed kunne have haft dem med på min hitliste.
Det er mit mål at føre listen frem til omkring årtusindskiftet. Da vi nåede et par år ind i 00'erne, forsvandt dancegenrerne stort set helt fra hitlisterne herhjemme, og det hele blev amerikansk i stedet. Det var også på det tidspunkt, min egen hitliste for alvor bevægede sig væk fra de officielle hitlister. Men herfra er der Hitsurf Chart, der dækker perioden 2002-2010.
Meget tyder på at eurodance er på vej tilbage, måske på grund af de politiske vinde i disse år, ligesom at de politiske vinde i kølvandet på 11. september 2001 kan have haft sit at sige for at eurodance døde til fordel for de amerikanske urbangenrer.
Piet Philip Nunnegaard
Tirsdag 21. april 2026